11.22.63

11.22.63 er en miniserie baseret på Stephen Kings roman af samme navn. Handlingen følger high school-læreren Jake Epping, der finder en tidsportal og rejser tilbage til 1960, hvor han beslutter sig for at blive, så han kan forsøge at forhindre attentatet på John F. Kennedy den 22. november 1963.

Det er en kliché, men det er også en sandhed denne gang. Bogen er bedre. Meget bedre. Jeg er mangeårig fan af Stephen King, og jeg synes, at han er en fantastisk historiefortæller. I denne omgang, fordi handlingen kredser om en virkelig hændelse, har han besteget et bjerg af research, og bogen er rig på detaljer om Lee Harvey Oswald, hans liv og færden, og de mennesker i hans liv, som, muligvis, muligvis ikke, var medskyldige – eller bagmændene – i mordet på Kennedy.

Miniserien har kun 8 afsnit, og det er alt for få. Man savner i den grad, at den dykker lige så dybt og går lige så omhyggeligt til opgaven. Jake Epping er – i bogen – intelligent, metodisk og forsigtig. Nogle af disse egenskaber kommer også til udtryk i TV-serien her og der, men alt for ofte springer den videre til mere tempofyldt action eller drama.

Djævelen ligger i detaljerne, for det er en velproduceret miniserie, og den har fået gode anmeldelser. Men når man ved, hvor meget der er udeladt – og hvad der er ændret – er det svært ikke at blive skuffet. Nogle af ændringerne stjæler endda tid, som de kunne have brugt på at inkludere mere af bogen, så jeg ved ikke, hvad de har tænkt på.

Den får 3 stjerner, for jeg var stadig underholdt, og den anden del af historien, Jakes personlige historie, som i virkeligheden er den vigtigste, og som fører dig til en smuk og rørende slutning, er i højere grad bevaret, og det skal de have ros for. Hvis de dog bare havde lavet 8-12 afsnit mere og været mere tro mod begge dele af Kings historie, så kunne den have været fantastisk. Øv.

Du kan se hele serien på Viaplay.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *