Ash vs. Evil Dead

‘Ash vs. Evil Dead’ er en amerikansk gyserkomedieserie skabt af Sam Raimi, som den almindelige biografgænger muligvis vil huske fra Spider-Man-trilogien med Tobey Maguire, men for kultfilmsentusiaster er han bedre kendt som manden bag den oprindelige ‘Evil Dead’-trilogi og film som ‘Darkman’ og ‘De hurtige og de døde’. TV-serien er fortsættelsen til sagaen om ondskabsdræberen Ash, også kendt som El Jefe, hvis signaturvåben er et oversavet jagtgevær – hans trofaste “boomstick” – og en motorsav, der erstatter hans afhuggede hånd. Skørt? Fandme ja!

Handlingen begynder cirka 30 år efter filmene. Ash er stadig et brovtende bøvehoved, der bruger dagtimerne på at arbejde mindst muligt i jobbet som “opfyldningsdreng” og aftentimerne på at fortælle røverhistorier om hvordan han mistede sin hånd for at score damer. Uheldigvis – men typisk for Ash – fører sidstnævnte aktivitet til at helvede bryder løs og ondskaben vender tilbage – i form af såkaldte “deadites,” som er døde mennesker besat af onde sjæle dvs. en form for bevidste zombier – på jagt efter Necronomicon Ex-Mortis, de dødes bog.

Bruce Campbell er en kultfigur. Han har medvirket i et hav af film og TV-serier i større og mindre roller, og han er den vigtigste årsag til, at jeg så ‘Burn Notice’, hvor han spiller en ex-Navy Seal/gun-for-hire, der arbejder sammen med en blacklistet spion og hjælper mennesker i knibe i bedste The A-Team-stil. Som Sam Axe deler han mange personlighedstræk med Ash, men Sam er langt smartere og mere kompetent, og jeg skulle lige slå ham ud af hovedet og minde mig selv om, at Ash er en dumrian. Hans motto er trods alt: “skyd først, spørg aldrig.”

Du kan se TV-serien uden at have set filmene, for handlingen er forholdsvis enkel, og du får tilpas mange forklaringer og flashbacks undervejs, men du ville snyde dig selv, hvis du ikke ser dem, for de er nogle særdeles underholdende splatterfilm med masser af sort humor – ind i mellem vanvittigt plat, men det meste af tiden på den gode måde – og praktiske effekter som i de gode gamle dage. TV-serien har fanget ånden og humoren, og selvom de også har brugt moderne CGI her og der, er den mindst lige så fed som filmene. Historien er god og uforudsigelig, og rollelisten byder på såvel sidekicks som nye skurke, der giver Ash masser af modspil – ikke mindst krigerprinsessen Xena, Lucy Lawless, som er i forrygende form. Mine anbefalinger er brandvarme.

Du kan se de første 2 sæsoner på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *