Black Panther

Black Panther er verdens første sorte superhelt, skabt af Stan Lee og Jack Kirby i 1966, men hans film er ikke verdens første sorte superheltefilm, selvom verden reagerede sådan.

Filmatiseringen af Image Comics’ Spawn er verdens første tegneseriebaserede sorte superheltefilm. Den landede i 1997 og var en moderat biografsucces, men kritikerne flåede den i småstykker, og jeg har altid selv haft svært ved at holde af den, selvom jeg virkelig gerne ville og har forsøgt flere gange.

Basketspilleren Shaquille O’Neals Steel, også fra 1997, er der ingen grund til at sige mere om. Jeg fortryder allerede, at jeg nævnte den. Og så er der selvfølgelig Blade fra 1998, som var et biografhit og er en rigtig god actionvampyrfilm, men den ligner ikke en superheltefilm, og kun tegneserienørder ved, at Blade er skabt af Marvel.

Siden dengang er superheltegenren eksploderet, og Hollywood har brugt og genbrugt alle de største superhelte, som – lad os gemme hvorfor til en anden god gang – alle sammen er hvide mænd, så det er helt naturligt, at mange har savnet og krævet superhelte med andre farver – eller kønsdele.

Nej, Black Panther ikke er den første sorte superheltefilm i Hollywoods filmhistorie, men den er den første sorte superheltefilm i denne gyldne æra og den første i Marvels eget filmunivers.

T’Challa overtager tronen som Wakandas nye konge efter sin fars død i Zemos bombeattentat (se Captain America: Civil War), og han bliver udfordret både som landets politiske leder og maskerede beskytter. Da våbenhandleren Ulysses Klaue forsøger at sælge et våben fra Wakanda lavet af vibranium, tager Black Panther afsted for at stoppe ham, men det er lettere sagt end gjort.

Black Panther er ikke bare en sort superheltefilm. Den repræsenterer også et nyt og spændende bidrag til Marvels filmunivers, for den foregår i en fiktiv afrikansk nation, hvor tilstedeværelsen af et udenjordisk element fra en meteorit, vibranium, har udviklet samfundet til en kuriøs blanding af gammel afrikansk kultur og moderne fremtidsteknologi.

Det er ikke nyt at blande kultur og teknologi. Både Star Trek og Star Wars er fulde af verdener og figurer med kulturelle særpræg, men afrikansk kultur i science fiction er en sjældenhed, og derfor er Black Panther en unik visuel oplevelse.

Historien er velfortalt og veludført, men desværre forudsigelig. Handlingen følger opskrifter og traditioner, som har fået mange andre anmeldere til at sammenligne den med Shakespeares værker. Det er arketypiske handlingsforløb, som du har set mange gange før.

Alle film er naturligvis mere eller mindre forudsigelige. Især helte kan være meget forudsigelige. Skurke skal helst være uforudsigelige. Det er skurken i Black Panther ikke. Hans motivation og det arketypiske handlingsforløb låser ham fast, og derfor ved du præcis hvad der vil ske igen og igen, og så bliver det for forudsigeligt.

Der er mange gode og flotte actionsekvenser, men nogle af nærkampene er desværre et svagt punkt. Som filmen skrider frem, er der for mange repetitioner i nærkampene, og så ligner det ikke længere spontane slåskampe på liv og død, men det, som det jo er, nemlig en indøvet koreografi.

Men der er heldigvis mere positivt end negativt. Den er flot og veludført, og selvom den ikke får topkarakter, er den bestemt seværdig og underholdende.

Nøgleord: , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *