Dark Universe: The Mummy

Filmuniversfeberen raser i Hollywood, og alle forsøger at gøre Marvel kunsten efter. De mest oplagte kandidater er naturligvis tegneseriekonkurrenten DC, hvor superhelte som Batman, Superman og Wonder Woman slår sig løs, og 21th Century Fox, der sidder på Marvels mutanter. Men alle de andre vil også lege med, og et af de bedste alternativer til superhelteuniverserne, er Universals Dark Universe, et filmunivers baseret på selskabets egne klassiske filmmonstre, Dracula, Frankenstein osv.

Det var oprindeligt tanken, at Dracula Untold med Luke Evans i rollen som den velkendte vampyrgreve ville kickstarte monsteruniverset, men skuffende salgstal og elendige anmeldelser fik Universal på andre tanker, og The Mummy blev i stedet den første film i deres Dark Universe. Samtidig blev Bride of Frankenstein med Javier Bardem og Angelina Jolie lagt i støbeskeen til udgivelse i 2019. Men The Mummy skuffede også, og Dark Universe ser ud til at være endt som en dødssejler. De kreative kræfter har forladt skuden, og Universal har sat alle planer på pause.

Boris Karloff var den allerførste mumie i 1932, og der har været mange efterfølgere og reboots siden, senest i 1999 med Brendan Fraser, Rachel Weisz og Arnold Vosloo i en film, der var mere action/adventure a la Indiana Jones end horror. Den nye film følger næsten samme opskrift, og Tom Cruise, som faktisk blev tilbudt Frasers rolle i 1999-filmen, er gravrøveren Nick Morton, der finder og uheldigvis befrier en ondskabsfuld ægyptisk mumie, som insisterer på at slippe mørke kræfter løs på vores stakkels moder jord.

16% på Rotten Tomatoes er en elendig score, så jeg frygtede det værste og blev positivt overrasket. Det er en actionfilm og på mange måder en typisk Tom Cruise-film, men det er stadig en velproduceret blockbuster, og selvom den ikke er fejlfri, i nærheden af Indiana Jones eller på højde med Frasers film, er den ikke så ringe endda. Historien er ny, tilpas overraskende og underholdende, Tom Cruise er altid hyggeligt selskab, og Sofia Boutella er et frisk pust som den første kvindelige mumie. Naturligvis kunne den være bedre, men jeg har også set meget værre.

Det er ærgerligt, at Universal tilsyneladende har droppet Dark Universe, for Angelina Jolie som Bride of Frankenstein lød som en fantastisk idé, og det kunne også have været spændende at se monsteruniversets svar på The Avengers. Hvis jeg var dem, ville jeg hente Dracula Untold ind i varmen igen. Så ringe var den heller ikke, og Luke Evans var god. Bride of Frankenstein kunne de lave på et mindre budget, og det samme gælder Den usynlige mand eller The Wolf Man. Så ville de have 4-5 solofilm og 4-5 etablerede monstre til en team-up-film. Men nosserne er små i Hollywood, og hvis de ikke er i gang lige nu, sker det næppe

Nøgleord: , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *