Demon Seed

‘Demon Seed’ er en sci-fi-gyser fra 1977 baseret på en roman af Dean R. Koontz. Dr. Alex Harris har udviklet en ekstremt avanceret supercomputer, men han undervurderer den, og den overtager hans ekskones moderne fremtidshjem, hvor alt er styret af elektronik, for at studere hende og lægge skumle, men, ifølge computeren, yderst rimelige og fornuftige planer. Titlen er en ledetråd. På dansk hed den ‘Djævlens sæd’. Bogen blev dog oversat til ‘Djævleyngel’.

Det er pudsigt, at frygten for computere har været så stor på et tidspunkt, hvor de ikke var meget mere end kæmpestore regnemaskiner. ‘Demon Seed’ er bare en af mange, mange film i det forrige århundrede, hvor skurken er kunstig intelligens. De bedst kendte eksempler er naturligvis Hal i ‘Rumrejsen år 2001’ og Skynet i Terminator-filmene. Fire årtier senere er computere blevet mange tusinde gange stærkere, men fantasien er ikke blevet til virkelighed. Tværtimod ser den type kunstig intelligens, man ser i filmene, ud til at ligge meget langt ude i fremtiden, hvis den overhovedet er mulig.

Men idéen er stadig fascinerende, og der findes masser af andre typer kunstig intelligens i dag, som i teorien kan skabe masser af problemer, hvis man ikke sikrer sig mod dem. Samtidig bliver vi mere og mere afhængige af elektronik, og vi er heller ikke langt fra at udvikle moderne hjem, hvor alt kan styres via computere. En lignende film i dag ville måske handle om programmering, der fejler, eller systemer, der bliver hacket udefra. Så selvom ‘Demon Seed’ er ældgammel, kan den stadig sætte tanker i gang.

Den er ikke et stort mesterværk. Produktionsniveauet er forventeligt og historien er okay, men djævlen gemmer sig i detaljerne. Fordi idéen er fascinerende, kunne man ønske, at der var mere bund i historien. Der er et par gode indledninger til en filosofisk debat, hvor man kunne udfordre argumenterne for og imod kunstig intelligens, mennesket versus naturen versus teknologien, udødelighed, guddommelighed og meget andet, men det bliver ved tanken, og det er ærgerligt.

Heldigvis er den alligevel underholdende. Det er old school sci-fi, og der er masser af spænding og gys. Er man til forrige århundredes filmskattekamre, er der god grund til at give den en chance.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *