Ghost in the Shell

‘Ghost in the Shell’ er baseret på en japansk tegneserie, som jeg desværre aldrig har fået læst, men jeg forestiller mig, at jeg ville være fan, hvis jeg havde. Den japanske Manga-stil er fed, og tegneseriens højteknologiske fremtidsunivers får alle mine nørdogene zoner til at vibrere.

Jeg har i stedet kastet mig over de to film af samme navn: den japanske tegnefilm fra 1995 og den amerikanske spillefilm fra 2017. Handlingen i begge følger Motoko Kusanagi/Mira Killian, kaldet Major, som er et menneske med en kunstig krop. Alt, der er tilbage, er hendes hjerne. Som et spøgelse i en skal. Hun leder en specialenhed, Section 9, der bekæmper cyberkriminalitet og terrorisme.

I den oprindelige tegneserie er hendes ydre krop en masseproduceret model, men hendes indre er fuld af avancerede dele, som ikke er almindeligt tilgængelige. Hendes skaber valgte et masseproduceret ydre for at beskytte hende og skjule det faktum, at hun er mere avanceret end en almindelig fabriksmodel. I den nye spillefilm, er hendes krop unik, og hun er den første, hvor det er lykkedes at overføre hjernen til en kunstig krop. Hendes skaber mener desuden, at hun er menneskehedens fremtid.

I begge filmatiseringer er Major en mere moden karakter end i den oprindelige tegneserie.

Der er mange ligheder mellem de to film, men der er også væsentlige forskelle i historien og plottet. Majors unikke rolle som resultatet af et enestående eksperiment i spillefilmen får afgørende betydning, men jeg vil ikke afsløre alt for meget her. Der er også mange scener i spillefilmen, som er kopieret direkte fra tegnefilmen, og det kan være både godt og skidt. Tager man nej-hatten på, er det naturligvis en anelse uoriginalt. Foretrækker man ja-hatten, kan man se det som filmens forsøg på at bevare og overføre det billedsprog, der kendetegner kildematerialet.

Tegnefilmen er en kultklassiker og anerkendt som en af de største japanske tegnefilm nogensinde, men jeg er bange for, at jeg er kommet for sent til festen. Jeg elsker temaet, og jeg synes også, at stilen er fed, men den samlede filmoplevelse skuffede mig. Jeg blev ikke revet med. Billederne ville uden tvivl fungere i en tegneserie, men i en animationsfilm forventer jeg en mere levende oplevelse. At man ikke blot panorerer henover stilbilleder og animerer det højst nødvendige. Jeg ved godt, at det er superdyrt, men jeg synes, at det er nødvendigt. Jeg har samme problem med for eksempel tegnefilmsversionen af Alan Moores ‘Batman: The Killing Joke‘.

Spillefilmen har været udskældt fra starten. Fansene er aldrig hoppet ombord, og det har slet ikke hjulpet, at de har ændret mange detaljer og castet amerikansk-danske Scarlett Johansson i rollen som japanske Motoko Kusanagi. Nå ja, og så er hun heller ikke lige så nøgen som originalen. Det har også irriteret nogle fans. Jeg hopper som regel aldrig med når internettet raser, men jeg vil da sige, at jeg også tror, at en japansk skuespiller havde klædt filmen bedre. Og når vi alligevel taler casting, er Pilou Asbæk heller ikke god. Men problemet kan også sagtens være instruktøren, for selv Takeshi Kitano, som burde være perfekt i sin rolle, skuffer. De underspiller alle sammen, og selvom det fungerer i nogen film, er det ikke tilfældet her.

Jeg vil nu alligevel slutte af med nogle positive ord. Selvom det er ærgerligt, at den ikke lever op til sit potentiale, er den stadig en flot og teknisk veludført actionfilm. Man kan sagtens vælge at glemme alt andet og bare se den for underholdningens skyld. Scarlett Johansson er jo heller ikke modbydelig at kigge på

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *