Halloween H20

Halloween H20 er den syvende film i Halloween-franchisen og den tredje film med Jamie Lee Curtis som Laurie Strode. Den er en sequel til de første to film, der begge fandt sted tyve år tidligere, den 31. oktober 1978, og den ignorerer alle de andre film.

Forvirret? Det er sådan Hollywood ruller. Når en franchise har eksisteret længe, har den også været i hænderne på mange forskellige filmmagere – måske endda mange forskellige filmselskaber. Alle vil gerne sætte deres eget fingeraftryk, og ingen vil døje med alt det, de andre fandt på. Nu og da udløser det et remake eller reboot, som for eksempel Rob Zombies Halloween i 2007, men det kan også ende med en sequel, der visker andre sequels ud efter forgodtbefindende.

Faktisk er den nye Halloween, der netop er landet i de danske biografer, også kun en sequel til den allerførste film, og onde tunger vil måske sige, at jeg har genset H20 forgæves. Meeeen, jeg ser jo ikke film som lektier eller research, men for at blive underholdt i den tid, de varer. Film skal ses for sjov.

Tilbage til denne film. Året er 1998, allehelgensdag nærmer sig, og Laurie er ængstelig, selvom hun har skiftet navn til Keri Tate og lever et helt andet liv som rektor på en privatskole og mor til en teenagedreng, og hun ikke har set Michael i tyve år. Hun tør ikke tage lykken for givet, heldigvis, for da Michael vender tilbage, er hun klar til at tage kampen op.

Jamie var tilbage, hvor det hele startede, og hun ønskede at samle og involvere hele holdet fra de gamle film på den ene eller den anden måde. Dimension forhandlede faktisk med John Carpenter, og han var interesseret, men han forlangte en aftale på tre film, og de blev ikke enige, så instruktørstolen blev i stedet besat af Steve Miner, der havde instrueret to af Fredag den 13.-filmene.

Det lagde muligvis en dæmper på genforeningsfesten, for selvom filmen er fuld af referencer til de to første film og andre gyserfilm, er dr. Loomis’ gamle kollega, Marion, den eneste fra de gamle film. De tilbød ganske vist rollen som Jamies sekretær til P.J. Soles, der spillede Lynda i den første film, men hun kunne ikke beslutte sig, og så gav de i stedet rollen til Jamies mor, Janet Leigh, som du naturligvis kender, og det førte også til en lille, men vidunderlig hyldest til den originale slasher-film, Psycho.

De fleste andre referencer er små og nemme at overse, og de forstyrrer ikke oplevelsen. Men man kan alligevel mærke, at Dimension har satset hårdt på at skabe et hit, for rollelisten blinker som et neonskilt.

Nutidens unge kender muligvis kun LL Cool J som en af agenterne i TV-serien NCIS: Los Angeles eller værten i Lip Sync Battle, men i 90’erne var han rapperen LL Cool J, og at caste ham dengang, ville svare til at caste Jay-Z i den nye Halloween-film.

De øvrige medvirkende var dengang kendte TV-navne, ikke mindst Michelle Williams fra Dawson’s Creek og Adam Arkin fra Chicago Hope, og der var plads til en cameo fra Joseph Gordon-Lewitt, som dengang var kendt fra kultserien Mælkevejen 1. th.

Michelle Williams og Josh Hartnett.

Det er en velproduceret film på både godt og ondt. Rick Rosenthal, der afløste Carpenter på Halloween II, forsøgte at ramme den samme stil, men Miner har lavet H20 som man gjorde i 90’erne, og resultatet er som forskellen på et garageband og en professionel studioproduktion. Eller som – og lad os bare blive i 90’erne – forskellen mellem Wayne og Garths show før og efter de bliver opkøbt af et stort TV-netværk. Carpenters mesterlige low-budget-gyser havde en kant, som den nye film har mistet.

Man kan naturligvis også bemærke, at der er færre mord og nøgne damer. Jeg vil ikke afsløre, hvor mange, der overlever, og dermed spolere løjerne, hvis du ikke har set den, men jeg kan i hvert fald sige, at vores ”final girl” har fået selskab.

Som du kan høre, er det nemt at kritisere den, især hvis man sammenligner den med originalen, men man kan også lade være. Isoleret set er det en underholdende slasher-film, som de lavede dem i 90’erne, og hvis jeg skulle vælge mellem den og for eksempel I Know What You Did Last Summer, så hopper jeg på Jamie igen og igen. Jeg hyggede mig i hendes selskab, og i nostalgiens lyserøde skær tog jeg LL Cool J i stiv arm og med et smil på læben.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *