Halloween II

Halloween II havde præmiere i 1981, men handlingen foregår den 31. oktober 1978, den samme allehelgensdag, i timerne efter den første film. Dr. Loomis skød Michael Myers seks gange, men han er stadig i live, og selvom politiet iværksætter en større menneskejagt, finder han vej til hospitalet, hvor Laurie er indlagt.

John Carpenter og Debra Hill, hans ekskæreste og mangeårige filmpartner, skrev manuskriptet sammen, lige som de også gjorde til den første film, men Carpenter var ikke interesseret i at instruere filmen – han var også i fuld gang med Flugtaktion New York – og overlod tøjlerne til Rick Rosenthal, der fik sin instruktørdebut med Halloween II og ikke er blevet et stort navn siden, men han har dog instrueret Sean Penns anmelderroste gennembrudsfilm, Bad Boys.

Opskriften til en sequel er enkel. Man laver den samme film igen, ændrer lidt på detaljerne og ganger op på alting. For eksempel vender Jason Vorhees altid tilbage til Camp Crystal Lake, og der er altid en ny flok teenagere, han kan slagte. Carpenter og Hill kunne nemt have skubbet handlingen frem til en ny allehelgensdag, hvor Myers vendte tilbage og myrdede en ny flok babysittere. Heldigvis gjorde de ikke det.

Det er selvfølgelig stadig en typisk slasher-film, for du har stadig en gruppe mennesker, der bliver myrdet en efter en på forskellige mere eller mindre kreative måder, men jeg er glad for, at de ikke bare er startet forfra med samme opskrift. På denne måde får du i stedet en forlænget 3. akt med action fra første minut og en mere uforudsigelig historie.

Anmelderne var nådesløse af samme grund. Der var for meget vold, og figurerne var karakterløse dominobrikker, der kun blev sat op for at blive væltet, når Michael Myers kom forbi. Det kan man naturligvis mene, men jeg vil sige, at de har misforstået filmen. Fordi den er en forlængelse af 3. akt, følger den ikke reglerne for almindelig historiefortælling. Historien er allerede i fuld gang. Laurie, dr. Loomis og Michael Myers er de vigtige figurer. Resten er statister. Ja, vi kan kalde dem karakterløse dominobrikker. Og hvad så?

Den er væsentligt bedre end mange andre sequels i genren, og Carpenters afløser har ramt stilen ganske godt. Det eneste rigtige minus er, at Laurie er groggy i det meste af filmen, og derfor ser vi ikke meget til Jamies charmerende væsen. Etteren er bedre, men toeren er absolut forrygende underholdning også.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *