House of Cards

Robin Wright som Claire Underwood.

Dette er en anmeldelse af den amerikanske House of Cards. Den er et remake af en britisk TV-serie af samme navn fra 1990, og begge er baseret på en roman af forfatteren Michael Dobbs. Plottet er i grove træk det samme, men den amerikanske udgave har naturligvis flyttet handlingen fra det britiske parlament til den amerikanske kongres, og Francis Urquhart har skiftet navn til Francis ”Frank” Underwood.

Netflix overbød store, etablerede TV-kanaler som HBO og Showtime i kampen om rettighederne, og House of Cards blev deres første originale produktion. Og man må i den grad sige, at deres store satsning har betalt sig, for ikke blot har TV-serien høstet enorm anerkendelse og vundet utallige priser, men Netflix er også blevet en af markedets største producenter af nyt indhold, både TV-serier og film. Men det var heller ikke en hovedløs satsning, for producerholdet tæller erfarne folk som David Fincher (Seven, Fight Club, Zodiac) og Eric Roth (Forrest Gump, Munich, The Good Shepherd).

Som du måske ved, er vi nået til sjette sæson, og Frank Underwood er ganske overraskende røget ud, da Kevin Spacey er blevet fyret efter en #metoo-skandale, som dog ikke involverer kvinder, men mænd. Spacey undskyldte og sprang ud af skabet efter den første historie, men da flere historier dukkede op, endte det alligevel med en fyreseddel.

Kevin Spacey som Frank Underwood.

De første fem sæsoner følger Frank Underwood, demokraternes gruppeformand i Repræsentanternes Hus, der blev forbigået som udenrigsminister og lægger en langsigtet og politisk ambitiøs hævnplan, hvor alle beskidte midler tages i brug; manipulation, bagholdsangreb og … nej, jeg vil ikke afsløre for meget, hvis du ikke har set den endnu, men lad os bare sige, at fantasien overgår virkeligheden, for Frank er indbegrebet af politikerlede og mere til. Meget, meget mere.

Hustruen Claire (Robin Wright) er med hele vejen, og selvom Frank er den bidske førerhund, er hun en ligeværdig partner, lige så skruppelløs som sin mand og muligvis den stærkeste, klogeste og farligste af de to. Allerede før det blev besluttet, at Frank dvs. Kevin Spacey måtte forlade serien, var Claire kørt i stilling som en mulig arvtager eller potentiel fjende, og det har bestemt gjort det nemmere for dem at fortsætte med hende som hovedpersonen i sjette sæson.

Uanset hvad sagerne mod Kevin Spacey eventuelt ender med, og hvad det fortæller om hans person, er han en fremragende skuespiller, og de første fem sæsoner af House of Cards har været fantastiske pga. ham. Det kan man ikke ændre på. At kunne lide hans arbejde er ikke det samme som at kunne lide eller på nogen måde støtte hans private handlinger. Han har skabt Frank Underwood, og Frank Underwood er en fascinerende, forfærdelig person, hvis fortælling har været uhyggeligt medrivende. Hvis du ikke har set House of Cards endnu, og hvis du kan lægge Spaceys private handlinger til side, vil jeg anbefale dig at se den fra begyndelsen.

Robin Wright, Diane Lane og Greg Kinnear.

Sjette sæson er udfordret fra første afsnit, for hvordan siger man farvel til Frank Underwood uden at kunne gøre brug af skuespilleren og filme de scener, der forklarer hans afsked? Ja, jeg vil ikke afsløre for meget, men de har valgt at omgære det med en vis portion mystik og servere en forklaring i små bidder, og jeg synes, at det virker. Jeg havde selv forestillet mig en helt anden løsning, men jeg kan meget bedre lide deres.

Claire famler en smule i begyndelsen, flere afsnit faktisk, og det er en helt naturlig del af hendes udvikling. Selvom hun er klar til kamp, har hun aldrig stået alene før, og hun kommer under et voldsomt pres fra alle dem, der ser hende som et nemt bytte. Men jeg spolerer næppe for meget, hvis jeg siger, at de kommer til at fortryde, at de undervurderede hende.

Produktionen, forfatterskabet, rollelisten med både nye og velkendte ansigter; alt sammen er på (næsten) samme tårnhøje niveau som de første fem sæsoner. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis de havde skabt en serie med Claire Underwood fra begyndelsen, så havde de også haft en vinder.

Damerne i det hvide hus.

Men det er ikke en serie med Claire Underwood. Det er en serie uden Frank Underwood. Det er umuligt ikke at sammenligne tiden før og efter Frank. Ikke at sammenligne dramaet og fortællingen med og uden Frank. Og det store spørgsmål er derfor ikke, om TV-serien er god, for det er den, men om den stadig er lige så god?

Claires fortælling var spændende før, side om side med hans, og den er stadig spændende, men nu står den alene, og TV-serien mangler den dynamik, som begge fortællinger skabte i fællesskab. Nu er det næsten som en sur-sød sovs, hvor den ene smagsvariant mangler. Jeg prøver ikke at sige, at han var sur, og hun er sød, eller omvendt, men de udgjorde to dele af en cocktail, og nu mangler den ene del.

Men de fortjener den ros, at de ikke bare har skrevet ham ud og forsøgt at fortsætte som om intet var hændt. Frank dvs. tomrummet, han efterlader, og det kaos, han har skabt, fylder alt, og sæsonens fortælling er lige så meget en afslutning på hans historie også. Selvom han ikke er savnet i traditionel forstand af de mennesker, der var hans nærmeste, eller af kollegerne i Washington, eller nationen, spøger han stadig og påvirker de mennesker, han har efterladt.

Diane Lane som Annette Shepherd – og hendes søn.

Det ligger allerede fast, at sjette sæson er den sidste. Det har aldrig været tanken at fortsætte House of Cards som en slags spin-off-serie uden Frank – man kan dog sagtens forestille sig, at en sådan spin-off-serie kunne være god og interessant, for der er masser af underholdning i politiske rænkespil, men det er en anden snak – men femte sæson efterlod tingene uafsluttede, og sjette sæson er et forsøg på at runde historien ordentligt af.

Jeg vil naturligvis ikke afsløre, hvordan det hele ender, men jeg kan sige, at jeg blev overrasket. Ikke over det opgør, der lå i kortene, men over udfaldet og den endelige afsløring om Franks skæbne. Jeg så den ikke komme, men jeg synes, at den holder, og det løfter slutningen.

Jeg nævnte tidligere, at niveauet er (næsten) det samme. Man kan godt fornemme, at de har kæmpet med tiden og været nødt til at udtænke en ny retning og handling efter Spaceys fyring. Men jeg vil tro, at de har fået det bedste ud af situationen, og sjette sæson giver os mere end bare en slutning – den giver os det, de kalder “closure.”

Claire og Frank var begyndt at glide fra hinanden.

Hvis jeg havde anmeldt House of Cards tidligere, ville jeg nok have været mere rundhåndet og smidt alle fem hjerter efter den, for Frank Underwood har været et spændende bekendtskab, også selvom han er modbydeligt usympatisk og decideret ondskabsfuld bag sin charmerende og veltalende facade. Man behøver ikke at kunne lide en hovedperson for at være fascineret af hans historie.

Selvom jeg forstår, hvorfor det måtte ende med en sæson uden ham, og selvom jeg synes, at de har fået det bedste ud af situationen, er det stadig et hak i tuden på den samlede oplevelse, og jeg er nødt til at trække et hjerte fra.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *