Jessica Jones

‘Jessica Jones’ er titelfiguren i Marvels TV-serie af samme navn. Efter en kort karriere som superhelt, arbejder hun som privatdetektiv for at tjene til huslejen og den næste flaske whiskey. Hun har en dyster baggrundshistorie, indre dæmoner og et klædeskab fuld af skeletter, som hun forsøger at begrave i arbejde, druk og tilfældig sex, men fortiden er ikke så nem at lægge i graven.

TV-serien foregår i Marvels filmunivers og er tæt knyttet til de øvrige Marvel-serier på Netflix. Den introducerer figurer som Luke Cage og Jeri Hogarth, og Jessica Jones er med på holdet i team-up-serien ‘The Defenders’, men den har sin egen historie og kan ses uafhængigt af de andre.

Den ligner ingen af de øvrige superhelteserier på TV. Ikke kun fordi Jessica Jones er en atypisk, modstræbende helt, men også fordi den behandler alvorlige emner som overfald, voldtægt og posttraumatisk stress uden at pakke dem ind. Det er ikke bare oplevelser, man ryster af sig, så man er klar til næste slag mod en ny superskurk. De efterlader varige psykiske mén, og de spiller en vigtig rolle i handlingen, som først og fremmest er Jessicas personlige historie og kamp. Den bryder på alle måder med den traditionelle superhelteformular.

Der er nogen – og det er nok især superheltefans, der forventer traditionel superhelteaction – som synes, at den er langsom og kedelig. Jeg er helt uenig. Jeg synes, at den er velskrevet og velfortalt. Det er en dramaserie, og selvom den også har superhelteelementer som overnaturlige kræfter, gale videnskabsmænd og hemmelige organisationer, er den autentisk og gribende.

Jeg har netop set 2. sæson på Netflix. Hvis jeg skal sammenligne de to første sæsoner, vil jeg sige, at de står lige på næsten alle punkter, men David Tennant (‘Doctor Who’, ‘Broadchurch’) var en fantastisk skurk i første sæson – og introduktionen af Luke Cage gav den også et ekstra pift. På de to punkter taber 2. sæson en smule terræn, men alt i alt er niveauet stadig højt, og Jessicas personlige historie, kampen med de indre dæmoner og afdækningen af hendes mystiske fortid kan sagtens bære den hjem.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *