Justice League

Justice League er den femte film i DC’s filmunivers og den længe ventede konkurrent til Marvels The Avengers fra 2012. Men hvor Marvel bestod sin svendeprøve i så overbevisende grad, at ikke engang 13-tallet på den gamle karakterskala ville være nok, er DC dumpet endnu engang, og denne gang er nederlaget så katastrofalt, at hele filmuniverset er i fare.

Historien om filmens tilblivelse er en væsentlig del af forklaringen. Instruktøren Zack Snyder mistede sin datter i marts 2017, og to måneder senere forlod han produktionen. Joss Whedon, manden bag de første to Avengers-film hos Marvel, samlede tøjlerne op og afsatte to måneder til nye optagelser efter at have omskrevet cirka 1/3 af manuskriptet.

To måneder er en usædvanlig stor omgang re-shoots. Snyder brugte 6 måneder på at optage hele filmen, principal photography, det vil sige alle de oprindeligt planlagte optagelser, og selvom det er almindelig praksis at lave supplerende optagelser i post-produktionsfasen, er det sjældent, at man afsætter flere måneder.

Trods disse selvpåførte udfordringer besluttede Warner Bros., at de ikke ville skubbe premieredatoen, fordi bosserne ville have deres bonusser før en forestående fusion med telekommunikationsselskabet AT&T, så Whedon havde 5 måneder til at optage og post-producere 1/3 af filmen.

Henry Cavill vender tilbage som Superman.

I den kuriøse afdeling er der naturligvis også historien om Henry Cavills overskæg. Da Whedon trådte til og planlagde nye optagelser med Superman, var Cavill i fuld gang med optagelserne til Mission: Impossible – Fallout, og hertil havde han anlagt et overskæg. Paramount ville ikke lade Cavill finde skraberen frem, så Whedon besluttede at fjerne overskægget digitalt. Men god CGI kræver god tid, og det havde Whedon ikke.

Snyder er upopulær, men han har også fans, og jeg er selv en af dem. Efter han forlod produktionen, har der været stor debat om hans version af filmen, et såkaldt ”Snyder Cut.” Der er stor uenighed om hvorvidt det findes, og hvor færdigt det eventuelt er, og skiftende udmeldinger fra forskellige personer, der har arbejdet på filmen, har ikke gjort os meget klogere.

Jeg synes ikke, at det er vigtigt, om cuttet findes her og nu. Jeg sammenligner situationen med Superman II, hvor Richard Donner forlod produktionen, og Richard Lester færdiggjorde filmen. Dengang fandtes der ikke et ”Richard Donner Cut” af Superman II, men det gør der i dag, for de lavede et i 2006 baseret på det oprindelige manuskript og Donners optagelser. Og man kan altid lave et ”Snyder Cut” af Justice League på samme måde.

Jeg havde faktisk besluttet, at jeg ville vente med at se filmen, fordi jeg håbede, at der måske ville komme et ”Snyder Cut.” At Warner Bros. måske ville se det som en mulighed for at presse lidt flere penge ud af filmen. De lavede jo en “Ultimate Edition” af Batman v Superman med 31 minutter ekstra minutter, og et “Extended Cut” af Suicide Squad med 13 ekstra minutter, så hvorfor ikke?

Men jeg er begyndt at tvivle, og da jeg opdagede filmen på Netflix, valgte jeg at se den, som den er.

Batman (Ben Affleck) og Wonder Woman (Gal Gadot) googler superhelte.

Handlingen er enkel. En efter en bliver heltene introduceret og rekruteret af hhv. Batman og Wonder Woman, fordi en trussel udefra er på vej, og hele jorden er i fare. Hvis du har set Batman v Superman, har du fået et hint om, hvor galt det kan gå i den såkaldte ”Knightmare”-sekvens, og naturligvis er heltene ikke interesseret i sådan et udfald, så de snører støvlerne og stiller op til dans med verdenserobreren Steppenwolf og hans hær af paradæmoner.

Lad os starte med det negative. Cavills overlæbe er vildt distraherende. Selv hvis du ikke vidste, at de har forsøgt at fjerne et overskæg digitalt, ville du stadig bemærke, at hans mund ser forkert ud. Og når du ved det, kan du ikke lade være med at kigge. Den overlæbe er mere hypnotiserende end store bryster, men du får ikke samme fornøjelse ud af synet.

Dårlig CGI er et generelt problem i filmen. De har simpelthen ikke haft nok tid. Det værste eksempel næst efter overlæben er filmens skurk, Steppenwolf. Man ser ham første gang i Batman v Superman, men han ser markant anderledes ud i Justice League. Det er tydeligt, at de har ændret ham i sidste øjeblik, og uanset årsagen, er resultatet en halvbagt CGI-skurk. Der mangler lag på lag på lag af detaljer og teksturer, og de har simpelthen ikke haft tiden.

CGI-skurken Steppenwolf.

Handlingen er en blandet landhandel. Den er enkel, som nævnt, og hvis man sænker sine forventninger, kan man sagtens se den uden at blive vred eller skuffet. Der er gode scener i den. Der er underholdende øjeblikke. Der er action med dine yndlingssuperhelte. Men det er også alt. Jeg vil faktisk sige, at den minder mig om The Avengers. Da jeg så den i sin tid, tænkte jeg, at den var da underholdende, men jeg havde fået bedre historier i solofilmene. Både The Avengers og Justice League går ud på at samle holdet og sætte dem op imod en stor fjende. Og ikke så meget andet.

Men The Avengers red på en bølge af gode vibrationer, og Justice League kommer på bagkanten af en række film, der ganske vist har trukket mange folk i biografen, men også sendt dem skuffede hjem igen. Wonder Woman var filmuniversets første rigtige succes, men den alene kunne ikke vende hele billedet. Især ikke når hele forhistorien om Justice League trak den anden vej, og publikum vendte den ryggen, længe før den fik præmiere.

Det er vildt, at den film, som skulle være DC’s egen The Avengers, med helte som Superman, Batman, Wonder Woman og The Flash, ikke engang kunne indbringe mere end en eneste af de foregående solofilm. Men det viser også, at de andre studioer, ikke kun Warner Bros., men også Universal med deres Dark Universe, har begået den fejl at tro, at den eksponentielle succes i et filmunivers kommer af sig selv. Marvel har fået det til at se nemt ud, men det er det tydeligvis ikke.

Den får alligevel 3 hjerter, for den er ikke så dårlig, som jeg frygtede. Få ændringer her og der, mere tid og bedre CGI kunne have gjort en betydelig forskel. Det er ærgerligt, at den fejler, men jeg synes, at der skal større mangler til at opnå en bundkarakter. Det er jo ikke en Uwe Boll-film.

PS. Jeg håber stadig, at Snyders cut kommer en dag. Rygter og udtalelser fra de medvirkende skuespillere mere end antyder, at Cyborg, Aquaman og Steppenwolf havde længere baggrundshistorier i det oprindelige manuskript, og når man samtidig omskriver og re-shooter 1/3, vil den færdige film uundgåeligt være en helt anden film.

Man kan jo prøve at forestille sig, at Whedon omskrev og re-shootede 1/3 af The Dark Knight. Stadig samme film? Nej. Umuligt.

Som Snyder-fan ville jeg elske at se hans version. Jeg kan ikke vide, om den ville være bedre. Men jeg føler, at den mangler, når nu vi har hørt så mange rygter om produktionen. Det er som om, at vi kun har fået den ene side af historien, når vi kun har fået den ene version af filmen.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *