Luke Cage

Luke Cage er titelfiguren i Marvels TV-serie af samme navn. Han blev introduceret i første sæson af Jessica Jones, hvor han og Jessica både kæmpede og delte seng sammen, men denne gang er han vendt hjem til Harlem, hvor han forsøger at holde lav profil. Men selvom han ikke vil kæmpe, ender kampen med at komme til ham, og han beslutter omsidder, at hvis nogen skal beskytte Harlems uskyldige, er det nok alligevel bedst, at han gør det. Han er trods alt skudsikker.

Det er en cool og sexet serie. Natklubscenerne er sprøde, der er et svedigt soundtrack med blues, soul og R&B, og Luke Cage er Marvels egen Shaft og ubestridt den Marvel-helt, der nedlægger flest damer (Jessica Jones, Misty Knight og Claire Temple). Det er et godt udgangspunkt, og det er kun ganske få, men ikke ubetydelige detaljer, der trækker den ned.

Det er for eksempel trættende, at Luke Cage ikke kan bestemme sig for, om han vil kæmpe eller passe sig selv. I begyndelsen er det forståeligt, men de trækker den for længe, og når han senere bliver ved med at vippe frem og tilbage, selvom han allerede har gjort så meget, at der ikke er nogen vej udenom, bliver det bare irriterende at høre på.

Cornell “Cottonmouth” Stokes (Mahershala Ali) og Mariah Dillard (Alfre Woodard).

Der er flere skurke i første sæson, og de er ikke alle lige gode. Den bedste er natklubejeren og gangsterbossen Cornell ”Cottonmouth” Stokes, eminent spillet af Mahershala Ali (House of Cards). Han er en interessant og velskrevet figur, der stjæler scenen, som man siger, men han bliver overhalet indenom af både sin kusine, Mariah Dillard, en korrupt politiker, og våbenhandleren William ”Diamondback” Stryker, og ingen af dem er lige så interessante eller velspillede som Cottonmouth. Resultatet er, at første sæson starter stærkt og ender svagt.

Anden sæson har nogle af de samme problemer. Der er en ny skurk, John ”Bushmaster” McIver, som også kan matche Luke Cage i en nævekamp, og han er en bedre skurk end Diamondback i første sæson, men han er ikke lige så god som Cottonmouth.

Der er flere overraskende drejninger i anden sæson, hvor logikken halter. Jeg ved godt, at forfatterne er nødt til at ryste posen og overraske publikum, og WTF-øjeblikke kan være fede, men de skal stadig følge den logik, der ligger i figurernes natur og motiver. På engelsk bruger de udtrykket ”out-of-character,” når en figur handler mod sin natur, og hvis det sker, skal det være velbegrundet og i tråd med en udvikling, der tager figuren derhen. Det er ikke tilfældet, synes jeg.

Der er masser af potentiale i Luke Cage, men for mange dårlige beslutninger trækker den ned.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *