Manden der jagtede sig selv

Manden der jagtede sig selv (The Man Who Haunted Himself) er en britisk thriller fra 1970 baseret på forfatteren Anthony Armstrongs roman The Strange Case of Mr. Pelham. Efter en alvorlig bilulykke opdager Harold Pelham, at han har en dobbeltgænger. Først tror han, at der er tale om en spøg, men det går langsomt op for ham, at det er mere alvorligt, og hans dobbeltgænger er tilsyneladende så overbevisende, at han begynder at tvivle på sin egen fornuft.

Historien blev filmatiseret første gang i 1955 som et afsnit i TV-serien Alfred Hitchcock Presents, og det overrasker mig ikke, for det er et psykologisk drama og et godt gammeldags mysterie, der minder en hel del om klassisk Hitchcock i både idé og handling. Anmelderne var negative dengang, men filmen nyder større retrospektiv anerkendelse, og det er Roger Moores egen yndlingsfilm (2014 BBC interview). For mig er han bedst som James Bond, men der er ingen tvivl om, at rollen som Harold Pelham udfordrer ham på en helt anden måde, og han leverer en overbevisende præstation.

Jeg har en enkelt kritik til historien, og hvis du vil undgå spoilers, skal du ikke læse videre. Jeg synes, at de burde have holdt os hen i uvished længere. Der er en række detaljer, som meget tidligt afslører, at der findes en fysisk dobbeltgænger, og at det ikke bare er en svindler i en god forklædning. For mig ville historien have fungeret bedre, hvis man ikke vidste om det kunne være Pelham selv, der bare var ved at blive skør. Senere afsløringer ville også lande med større kraft, hvis man ikke vidste for meget allerede. Det er en fejl, synes jeg.

Desværre mistede vi Roger Moore i denne uge, den 23. maj 2017, 89 år gammel. Hvil i fred, mr. Bond.

Nøgleord: , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *