Mindhunter

‘Mindhunter’ er en amerikansk dramaserie baseret på den tidligere FBI-agent John E. Douglas’ fortælling om livet som adfærdsanalytiker i 70’erne. Seriens hovedpersoner, FBI-agenterne Holden Ford og Bill Tench, samt psykologiprofessor Dr. Wendy Carr, er baseret på hhv. John E. Douglas, hans FBI-makker Robert K. Kessler og psykolog Dr. Ann Wolbert Burgess. Handlingen følger deres arbejde med at interviewe, analysere og kategorisere dømte seriemordere i et forsøg på at forstå dem, at kunne genkende og forudsige deres adfærd og dermed blive bedre til at opspore dem og opklare deres forbrydelser. TV-serien er oprindelseshistorien for det, vi i dag kender som profilering af seriemordere.

Jeg lod mig lokke af en anbefaling og rollelistens Anna Torv. Jeg kender hende fra ‘Fringe’, som jeg også var vild med, så jeg gav ‘Mindhunter’ en chance. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg kunne forvente, måske en typisk krimiserie med en ny sag i hvert afsnit, men den er slet ikke sådan. Der er ganske vist nogle nye sager undervejs også, men deres formål er at bidrage til den overordnede fortælling og udvikle figurerne samt deres arbejde og metoder. Som mange andre moderne TV-serier, er den som en god bog med en historie, der strækker sig over en hel sæson.

Jeg troede, at der ville være mere action. Når FBI jagter seriemordere i film og TV-serier, er tempoet ofte højt, og der er altid plads til slåskampe, skuddueller og højspændte jagter i bil eller til fods. Men her er der fokus på autentisk drama, og fordi det er velskrevet og veludført, er det rigtigt godt. En af producerne er David Fincher, og serien minder en hel del om hans film ‘Zodiac’, der også er baseret på virkelige hændelser og handler om en række uopklarede mord i 70’erne. En rigtig god film og et godt udgangspunkt for tonen og fortællestilen i ‘Mindhunter’.

Du kan se hele første sæson på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *