Mississippi Burning

Mississippi Burning er et drama fra 1988 instrueret af Alan Parker (Bugsy Malone, Midnight Express, The Commitments) og løst baseret på virkelige hændelser. Handlingen følger to FBI-agenter (Gene Hackman og Willem Dafoe), der tager til Mississippi for at efterforske en sag om tre forsvundne rettighedsforkæmpere i 1964.

Jeg har netop set filmen ved et tilfælde. Jeg zappede rundt og faldt over den, og jeg blev hurtigt fanget af den. Det er først og fremmest en velskrevet film med gode præstationer fra både Hackman og Dafoe samt Frances McDormand, der netop har vundet en Oscar for Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, og mange andre gamle kendinge.

Men det er også en aktuel film, selvom den er 30 år gammel, og de hændelser, den er løst baseret på, er mere end 50 år siden. Man møder den samme ubegribeligt hadefulde mentalitet over alt i disse tider, også herhjemme i mildere grad, og selvom USA er nået langt siden dengang, er det også uhyggeligt at se, hvordan det gamle had er boblet op igen.

Jeg vil kort beskrive de virkelige hændelser, og der er enkelte spoilers, så du kan springe de næste tre afsnit over, hvis du vil undgå dem.

Der var en stor efterforskning i virkeligheden. Robert F. Kennedy, daværende justitsminister og lillebror til John F. Kennedy, beordrede 150 FBI-agenter til Mississippi for at deltage i efterforskningen, og præsident Lyndon B. Johnson gjorde også sit for at vride armen om på FBI-bossen J. Edgar Hoover, der generelt var modstander af borgerrettighedsbevægelser og ikke var interesseret i at efterforske sagen.

Da man søgte efter de tre lig i området, fandt man otte andre lig, alle sorte, der alle var blevet bortført, tortureret og dræbt, men historien om deres forsvinden var aldrig nået udenfor lokalsamfundet, og der er næppe nogen tvivl om – hvilket filmen også pointerer – at sagen om de tre rettighedsforkæmpere tiltrak hele nationens opmærksomhed, fordi to af dem var hvide.

Ligene blev fundet efter 44 dage, men domstolene i Mississippi nægtede at retsforfølge sagens mistænkte for mordene, og FBI måtte i stedet forsøge at sigte dem føderalt for krænkelse af ofrenes borgerrettigheder. Efter flere afvisninger og juridisk tovtrækkeri lykkedes det endelig at føre sagen i 1967, tre år efter gerningen, og syv tiltalte blev idømt fængselsstraffe på op til 10 år.

Filmen mødte stor kritik fra borgerrettighedsbevægelsen og familierne til de tre rettighedsforkæmpere. Kritikken handlede især om ændringer i historien og om de sortes rolle i filmen. Selvom historien i løse træk matcher virkeligheden, fokuserer handlingen på Hackman og Dafoes roller, som begge er fiktive, handlekraftige agenter, der får tingene gjort.

FBI gjorde deres del af arbejdet, men det var under kraftigt pres udefra, og den side af historien er slet ikke med. I stedet får vi et actiondrama om to FBI-agenter, der efterforsker en sag om tre forsvundne personer i et fjendtligt miljø, hvor alle modarbejder dem.

Jeg forstår godt kritikken, men filmen er stadig velskrevet, velspillet, velproduceret, absolut medrivende og følelsesmæssigt engagerende. Du får stadig en – tror jeg – god fornemmelse af, hvordan vilkårene var dengang, og hvordan folk tænkte, og det er uhyggeligt, at det kun er lidt over 50 år siden, for mange af de mennesker lever endnu, og deres mentalitet kan stadig inficere samfundet og de efterfølgende generationer.

Den nød også stor ros fra anmelderne, og den blev nomineret til hele syv Oscars, men vandt dog kun en enkelt for Best Cinematography. Den tabte i de store kategorier til Rain Man, og det er jo også en fantastisk film, så det ligger ikke Mississippi Burning til last. Selvom man kan kritisere den historiske skildring, er det en god og seværdig film.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *