Solo: A Star Wars Story

Da jeg anmeldte Star Wars: The Last Jedi i december sidste år, kommenterede jeg, at franchisen var blevet en årlig juletradition efter Disneys overtagelse, men i år har de brudt traditionen, for Solo: A Star Wars Story havde præmiere i maj i år, og det næste Star Wars-eventyr lander først næste år, så der er ingen Star Wars i julesokken i år.

Jeg fik dog ikke set Solo i biografen, så nu har jeg valgt at smide den i min egen julesok, og holde fast i traditionen, selvom Disney havde andre planer.

Rogue One og Solo har fået undertitlen A Star Wars Story, og begge er spin-off-film, der ligger udenfor det, mange kalder Skywalker-sagaen, som tæller episode-filmene; den oprindelige trilogi, prequel-trilogien og den nye trilogi, der har genforenet de gamle stjerner.

Begge spin-off-film har også været prequel-film, der ligger i tidslinjen mellem de to første trilogier, men i modsætning til Rogue One, der fulgte en gruppe rebeller, vi aldrig tidligere har mødt, er Solo, som titlen også antyder, en film om Han Solo, altså Harrison Fords rolle, hvis nogen skulle være i tvivl, og en oprindelseshistorie.

Kort fortalt er Han Solo en ung forældreløs mand fra planeten Corellia. Han er vokset op blandt kriminelle, men han drømmer om at blive pilot og rejse ud på nye eventyr med den pige, han har kær. Men først må han gå grueligt meget igennem.

Solos produktion er en saga i sig selv. Lucasfilm, ejet af Disney, men som datterselskab, lige som Marvel, men åbenbart ikke en lige så velsmurt maskine, hyrede oprindeligt instruktørduoen Phil Lord og Christopher Miller, der sammen har instrueret film som 21 Jump Street og The Lego Movie, men de blev fyret i juni 2017 pga. “kreative uenigheder.” Rygterne lyder, at duoen tilskyndede improvisation og afvigelser fra manuskriptet og troede, at de skulle lave en komedie.

Producerne hyrede i stedet Ron Howard som potentiel redningsmand. Måske husker du ham som skuespiller i TV-serien Happy Days eller ungdomsfilmen Sidste nat med kliken, men han har også instrueret i mange, mange år og er manden bag film som Splash, Willow, Apollo 13 og Da Vinci Mysteriet. Han startede stort set forfra og endte med at genindspille 70% af optagelserne.

Det er umuligt at vide om Howard har afværget en langt værre katastrofe, men filmen floppede fælt i biograferne. Den endte med at koste næsten 300 millioner dollars at lave, og den indtjente sølle 391 millioner dollars, og selvom det lyder som et lille overskud, skal man huske, at produktionsbudgettet ikke inkluderer markedsføring, og at biografernes bruttoomsætning ikke går ubeskåret tilbage til studioet.

Mens publikum sagde nej tak, var anmelderne faktisk positive. På Rotten Tomatoes scorer den 70% og dens gennemsnitlige rating er 6,4 ud af 10. Det er ikke stor kærlighed, men det er over middel. Hæderligt.

Det er vigtigt at adskille anmeldere og fans. Hvis du har læst min anmeldelse af The Last Jedi, vil du vide, at jeg var ret begejstret, og jeg blev mere og mere overrasket, da jeg så hvordan den blev slagtet i debatfora online. Jeg har ikke skiftet mening af den grund. Jeg havde en rigtig god aften, og i modsætning til mange fans, kunne jeg bedre lide The Last Jedi end The Force Awakens, omend jeg nok ville give samme antal hjerter til begge, så vi taler om marginaler.

Det er mit indtryk, at fansene aldrig var parate til at tage imod Solo. Lige som de vendte sig mod George Lucas, da han lavede de nye versioner af de gamle film samt prequel-trilogien, har de også vendt sig mod Disney og franchisens nye tovholdere, heriblandt især Kathleen Kennedy, som ellers er en erfaren kvinde efter mange års samarbejde med Steven Spielberg og ægtemanden Frank Marshall. Og mange af dem, som tog godt imod The Force Awakens, kom på andre tanker, da The Last Jedi landede.

Den slags negativitet kan sagtens smitte af på almindelige biografgængere, og når man dertil lægger forhistorien om en kaotisk produktion, så er det svært at lokke folk i biografen.

Ron Howard har kæmpet imod alle odds, men han har leveret en hæderlig film. Det er den ringeste Star Wars-film, og på nogle områder er det bare en ringe film, men i store træk er det stadig en udmærket familiefilm og et ganske underholdende rumeventyr. Scenografi, specialeffekter og action fejler intet, og problemerne ligger først og fremmest i handlingen og historien.

Mit største problem, men det kan heldigvis isoleres til ganske få scener, er den humor, der følger med en af filmens “comic relief”-figurer, en kvindelig android kaldet L3. De jokes, der akkompagnerer hende, er enten platte, uforståelige eller usjove, og det mest mystiske er, at hun samtidig er den figur, der står for filmens sociale kommentar. Måske er det ment som en slags parodi på sociale kommentarer i film? Jeg ved det ikke – og jeg tvivler. Under alle omstændigheder virkede figuren bare ikke for mig. Ikke fordi jeg har et problem med sociale kommentarer. Mit problem med L3 er humoren.

Resten af filmen lægger sig i kølvandet på de andre moderne Star Wars-film, og det er ganske fin underholdning, men der mangler lige det sidste over hele linjen, hvorfor hæderlig er den helt rette beskrivelse. Det er ikke helt skidt, men det er heller ikke så godt, som det kunne have været.

Nøgleord: , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *