M. Night Shyamalan er tilbage i sjælden storform. Han bragede igennem i 1999 med Den sjette sans, som blev årets næststørste biografsucces på verdensplan, opnåede stor kritisk anerkendelse og blev nomineret til utallige filmpriser.
Hans næste to film, Unbreakable og Signs, var også succesfulde, dog i mindre grad, men så forsvandt magien og der skulle gå 14 magre år med rådne tomater og røde tal, før han ramte rigtigt igen med Split.
Filmen er en psykologisk thriller. James McAvoy spiller en mentalt forstyrret person, der bortfører og indespærrer 3 unge piger. Jeg vil ikke spolere den med en masse detaljer, men jeg kan sige, det er M. Night Shyamalan, når han er bedst.
Jeg har altid syntes, han er en dygtig historiefortæller og problemet i hans mindre gode film (og her ser jeg bort fra den forfærdelige Luftens sidste mester) har ofte været, den overraskende slutning har skuffet. Og det er naturligvis et problem, når man har overraskende slutninger som sit varemærke. Men denne gang rammer han plet.
Udgangspunktet er en klassisk horror-opskrift, hvor de indespærrede piger lever på lånt tid og deres fangevogters nåde, men der er mange overraskelser og uventede drejninger.
Der er altid mere under overfladen, når M. Night Shyamalan laver film og man sidder uundgåeligt og gætter løs og nyder tilfredsstillelsen, når brikkerne falder på plads, ikke kun når man gætter rigtigt, men også når man gætter forkert.
Den er velskrevet og veludført og der er masser af nervepirrende spænding, gys og gru. Og har du undgået de værste spoilere online, får du en ekstra overraskelse til allersidst.
