Superman II: The Richard Donner Cut

Den rigtige Superman, Christopher Reeve. Elsket og savnet.

Superman II (dansk titel: Superman på nye eventyr) er en klassisk superheltefilm fra 1980 instrueret af Richard Lester og Richard Donner. De to første film i den elskede filmserie med Christopher Reeve som Superman blev produceret samtidig i 1977 og 1978. Donner havde færdiggjort cirka 75% af optagelserne til toeren, men forholdet mellem ham og producerparret Alexander & Ilya Salkind, far og søn, gik i stykker, så Lester, der var hentet ind som producer, overtog tjansen som instruktør. Produktionen blev genoptaget i 1979 og mange af scenerne blev skudt igen for at rense ud og slippe af med Donners aftryk. Ifølge Donner selv indeholder biografversionen kun en fjerdedel af hans optagelser. Den rigtige årsag til hans fyring er omdiskuteret og parterne er ikke enige om hvem der afviste hvem.

The Richard Donner Cut blev udgivet 2006 og i modsætning til de fleste andre Director’s Cut-versioner, er den meget, meget forskellig fra biografversionen. Den følger det oprindelige manuskript og indeholder alle Donners oprindelige optagelser. Historien er i grove træk den samme. Lois afslører Supermans hemmelige identitet, deres forhold udvikler sig, og mens de hygger sig i en sådan grad, at hans hjem skifter navn til “Tosomhedens Fort,” bliver Jorden angrebet af 3 berygtede kryptonianere, General Zod, Ursa og Non. Ændringerne er i detaljerne. Og hvis du vil undgå spoilers, skal du springe over teksten mellem de to billeder herunder.

Lois Lane (Margot Kidder) i kløerne på den onde Ursa (Sarah Douglas) fra Krypton.

Atombomben i Paris findes ikke i denne version, og jeg savnede den, for den er for mig en af de klassiske scener fra de gamle film, hvor Superman redder dagen og Lois Lane. Men den er ikke med. I stedet er det et af missilerne fra den første film, som Superman smider ud i rummet, der destruerer Fantomzonen og befrier de 3 kryptonianere. Filmen åbner med en montage, der opsummerer den første film og viser Fantomzonens vej til Jorden for at kæde begivenhederne sammen.

Lois og Clark tager stadig på opgave til Niagara Falls, men Lois kaster sig ikke i vandet for at afsløre ham, og han snubler ikke og stikker hånden i ildstedet i deres bryllupssuite. I stedet begynder hendes mistanke tidligere og hendes to forsøg på at afsløre ham er væsentligt mere risikable. Hun kaster sig selv ud fra Daily Planet, og hun skyder ham. På den ene side fungerer disse ændringer bedre, for man kunne sige, at Lois vælger en relativt harmløs fare i biografversionen. Om så Clark havde kastet sig i bølgerne efter hende, havde det ikke bevist, at han er en mand af stål. Og Superman er forbavsende klodset, da han senere snubler. Men på den anden side er hun overraskende dumdristig i de to alternative forsøg. Havde hun taget fejl, havde hun været stensikkert død i første forsøg, eller risikeret at myrde Clark i andet forsøg.

Scenen i fortet, hvor Superman taler med sin mor om kærligheden til Lois og beslutter sig for at opgive sine kræfter og forpligtelser, er erstattet af en scene med hans far, Jor-El, spillet af Marlon Brando, og selvom temaet for samtalen er mere eller mindre det samme, er dialogen forskellig. Det er den ændring, jeg synes bedst om, for det er en rigtig god, følelsesmæssigt kraftfuld scene, der går mere i dybden med hans forpligtelse og skæbne som Superman, og da han senere vender tilbage som den fortabte søn, får du også en længere scene med en stærk præstation af Reeve.

Blomster, bier … og superhelte.

Jeg har ikke lyst til at vælge en favorit – eller vælge side i kampen mellem Donner og producerne. Jeg elsker biografversionen, og det er faktisk den første superheltefilm, jeg husker at have set som barn. Meget tydeligt endda. Jeg så den en aften på DR, dengang DR stadig var landets eneste kanal, hvor jeg fik lov at være længe oppe og se den med mine to storebrødre, hvis jeg lovede at være musestille. Men jeg har også forelsket mig i denne version. Den vækker de samme følelser, for selvom der er mange nye optagelser, er det de samme elskede figurer, jeg voksede op med. At gense dem i nye scener har været helt fantastisk. Og selvom nogle af optagelserne stammer fra auditions, og Christopher Reeve skifter både briller og frisure flere gange i en af de nye scener, har det kun bidraget til fornøjelsen. Det er en skøn film og en vigtig tilføjelse til filmserien, og til Reeves eftermæle.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *