The Expendabelles

Sylvester Stallone ramte plet, da han samlede en række af datidens største actionhelte i filmserien The Expendables. En herlig hyldest til actiongenren, som den så ud, da Stallone var en meget yngre mand, og jeg var en ung knægt. Filmenes popularitet satte gang i planerne om en spin-off med kvinder under navnet The Expendabelles, og selvom det er en gimmick, der sjældent virker, er der så mange skønne kvinder og gode minder i de gamle film, at jeg fik lyst til at lave denne liste med mine 10 favoritter til rollelisten.

10. Demi Moore


Demi Moore var et af Hollywoods hotteste navne i starten af 90’erne, men en række uheldige filmvalg sendte hendes karriere i den modsatte retning. Hun sprang ud som actionheltinde i G.I. Jane, hvor hun var i fantastisk fysisk form, og selvom filmen floppede fælt, er hun et oplagt valg til The Expendabelles.

9. Catherine Zeta-Jones


Catherine Zeta-Jones har været både helt og skurk i actiongenren. Hun havde en mindre skurkerolle i Fantomet i 1996, hun var en forførende klatretyv i Lokkeduen med Sean Connery, hun krydsede klinger med Zorro i de to film med Antonio Banderas, og hun var en russisk spion i RED 2 med Bruce Willis og mange andre.

8. Salma Hayek


Salma Hayek er en sjælden gæst i actiongenren, men hun er alligevel en af mine favoritter til The Expendabelles. Ikke mindst var hun fantastisk i kultfilmen Desperado fra 1996 – og efterfølgeren Once Upon a Time in Mexico – men hun var også en skrap kælling i Everly fra 2015, hvor hun ene kvinde nedkæmper en hær af lejemordere.

7. Charlize Theron


Charlize Theron prøvede kræfter med rollen som actionheltinde første gang i Æon Flux i 2005, og selvom hun var skøn i sort spandex, var filmen et flop. Havde jeg lavet denne liste for et par år siden, havde jeg slet ikke overvejet hende, men så stjal hun showet i Mad Max: Fury Road.

6. Milla Jovovich


Milla Jovovich har været fotomodel siden hun var 9 år gammel, men filmnørder kender hende bedst som Leeloo i Det Femte Element og naturligvis Alice i de seks Resident Evil-film. Hun har også været vampyrlignende oprørskæmper i Ultraviolet og historisk actionheltinde i Joan of Arc.

5. Kate Beckinsale


Kate Beckinsale trak i sort læder for 4. gang i sidste års Underworld: Blood Wars, og der er allerede planlagt endnu et kapitel i sagaen om vampyrtøsen Selene. Hun var også med i den mindre succesfulde genindspilning af Total Recall, og hun jagtede vampyrer sammen med Hugh Jackman i Van Helsing.

4. Carrie-Anne Moss


Carrie-Anne Moss brød igennem – og sparkede røv – i en af 90’ernes største og mest nyskabende actionfilm, The Matrix. I dag kan hun nydes i rollen som advokaten Jeri Hogarth i Marvels TV-serier Jessica Jones, Daredevil, Iron Fist og The Defenders, og hun er stadig i fremragende form.

3. Angelina Jolie


Angelina Jolie er en af nyere tids største actionheltinder. Du kender hende uden tvivl som gravrøveren Lara Croft, men hun har også været hemmelig agent i flere omgange (Mr. & Mrs. Smith og Salt), Royal Navy Kommandør i Sky Captain and the World of Tomorrow og tegneserieheltinde med ekstraordinære skydefærdigheder i Wanted.

2. Linda Hamilton


Linda Hamilton er bedst kendt som Sarah Connor i Terminator-filmene, men hun kan også nydes i TV-serien Skønheden og udyret med Ron Perlman, og Væk på 10 sekunder med Tommy Lee Jones, som jeg genså for nylig. Senest har hun været med i TV-serier som Chuck, Defiance og Lost Girl.

1. Sigourney Weaver


Sigourney Weaver er listens alderspræsident, men hun er i storform og bl.a. aktuel i den kommende TV-serie The Defenders, som er crossover-serien med Daredevil, Jessica Jones, Luke Cage og Iron Fist. I rollen som Ellen Ripley har hun lammetævet aliens i tre årtier, og hun er ubestridt den største actionheltinde.

Det var mine 10 favoritter. Der er uden tvivl mange, mange andre gode bud. Smid endelig en besked, hvis du har et godt forslag. Så kan jeg lave en fortsættelse på et tidspunkt emoji_1f609

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *