The Stand

The Stand er en miniserie i fire dele fra 1994 baseret på Stephen Kings roman af samme navn – udgivet på dansk som Slutspil og Opgøret – og instrueret af Mick Garris, hvis mangeårige samarbejde med King også tæller Søvngængerne, Riding the Bullet, Desperation, Bag of Bones og Kings egen version af Ondskabens hotel.

Det meste af jordens befolkning udryddes af en dødelig virus, og de få overlevende samles i to befolkningsgrupper efter at have haft de samme mystiske drømme om en 106-årig, sort kvinde, der hedder Abagail Freemantle, og en skummel fyr, der kalder sig Randall Flagg. Abagails følgere slår sig ned i Boulder, Colorado, og Flaggs sorte får indtager syndens by, Las Vegas, Nevada. Men freden er kortvarig, for skumle fyre lægger skumle planer, og slutspillet er en bibelsk kamp mellem gode og onde kræfter.

Det er en velproduceret miniserie med en imponerende rolleliste, der byder på masser af kendte ansigter som Gary Sinise, Molly Ringwald, Rob Lowe og mange, mange andre. Hvis man er opmærksom, vil man også genkende Jeff Goldblum som radiovært i begyndelsen, før verden er brudt helt sammen.

Den store skurk, Randall Flagg, er fejlcastet, synes jeg. Jamey Sheridan er en fyr, jeg har set mange gange før, men aldrig som langhåret, denimklædt Billy Ray Cyrus-wannabee, og det look passer ikke til ham, men det er også forældet, og det var ikke engang cool dengang. Det var ganske vist King, der klædte Flagg i denim, men det fungerer ikke for Sheridan, og slet ikke med den frisure.

Stephen King har selv skrevet manuskriptet også, og miniserien følger bogen meget, meget nøje. Hans roman er en medrivende fortælling om mennesker, der gennemgår en uhyggelig krise og finder styrken til at fortsætte og starte forfra gennem sammenhold, kærlighed og troen på det gode i menneskeheden og Guds plan.

Det er lykkedes King og Garris at overføre hele romanen til miniserien på både godt og ondt. Det meste af handlingen, især første halvdel, de to første dele, hvor du følger de mange personer på hver deres rejse, er spændende, mystisk, uhyggelig og sørgelig, men også fuld af opmuntrende øjeblikke. Du får en tur i hele følelsesmaskineriet, og sådan skal det være i et episk eventyr som dette.

Men der er elementer i romanen, der ikke fungerer lige så godt på skærmen. Historien er mere religiøs, end jeg huskede, og det fylder mere og mere hen imod slutningen, endda i sådan en grad, at bønner og guddommelig indgriben træder i stedet for mere jordnær action.

Misforstå mig ikke. De sætter sig ikke i en rundkreds, holder hinanden i hånden og synger Kumbaya. Der sker en masse, der er overraskelser og uventede drejninger, og jeg kedede mig ikke. Men den action, der er, er i højere grad skabt af alle andre end de personer, der har bedst grund til at kæmpe.

Jeg vil ikke afsløre for mange detaljer og spolere handlingen, hvis du ikke har set den, men jeg kan nok slippe afsted med at sige, at Gud sætter sig på det hele, og som en dribleglad fodboldspiller, der ikke vil give bolden fra sig, gør han alle de andre til tilskuere. Og det er ærgerligt, for det er jo deres historie.

Men det er stadig en god miniserie. Ikke perfekt, men underholdende og fuld af godbidder. De mange personlige fortællinger bærer den hjem. Rollelisten fortjener masser af ros. Selv Jamey Sheridan er en underholdende skurk, omend det er på helt andre præmisser i dag end dengang. Du skal se den, hvis du er King-fan og vild med 90’erne. Så kan du sagtens få en god oplevelse. Det fik jeg.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *