Scream Queens

Skrigende kvinder er et klassisk element i mange, mange film, og især gyser- og splatterfilm. De kan være kvinder i store vanskeligheder, som kun et heltemodigt mandfolk kan redde dem ud af. De kan være kidnapningsofre for ondskabsfulde skurke, der ønsker at ramme den helt, der har dem kær. De kan være slagtelam for redskabssvingende seriemordere i fjollede udklædninger. Og de kan forvandle sig til badass heltinder, der vender rundt og sparker nosser, når de ikke gider at skrige mere.

Her er mine personlige favoritter:

10. Heather Langenkamp


Heather Langenkamp er kendt fra A Nightmare on Elm Street-filmene, oprindeligt kaldet Morderisk mareridt i Danmark, hvor hun bekæmper og besejrer en af Hollywoods mest ikoniske filmskurke, Freddy Krueger. Hun er hans første og største nemesis, og selvom hun i rollen som Nancy var en ung skolepige, blev hun også en badass heltinde, der ikke ville finde sig i at få sin nattesøvn ødelagt.

9. Margot Kidder


Lois Lane rodede sig altid ud i problemer i filmene med Christopher Reeve, og Superman måtte redde hende igen og igen og igen. Men Margot Kidder har også skreget sig hæs i The Amityville Horror, Brian De Palmas Sisters og Black Christmas.

8. Fay Wray


Fay Wray er længe, længe, længe før min tid, men hun er en af filmhistoriens legendariske skønheder, og en af de tidligste Scream Queens. Hun er bedst kendt fra den originale King Kong fra 1933, og det er nemt at se, hvorfor det store handyr var vild med hende.

7. Amber Heard


Amber Heard er velbevandret i gyser- og kultgenren, heriblandt All the Boys Love Mandy Lane, The Ward, The Stepfather, Zombieland, Drive Angry og Machete Kills. Hun er en af Hollywoods nye stjerner, og hendes øvrige film inkluderer alt lige fra det historiske drama, Den danske pige, til den kommende superheltefilm, Justice League.

6. Blake Lively


Blake Lively sprang ud i gysergenren i 2016, hvor hun spillede en hajangrebet surfer i The Shallows, og selvom filmen kunne ligne en god undskyldning for at nyde synet af den skønne dame i næsten ingenting, er den også en intens thriller, der sætter mange andre hajfilm i skammekrogen og udfordrer det gamle mesterværk, Dødens gab.

5. Sarah Michelle Gellar


Sarah Michelle Gellar skreg oftest i vrede, når hun tæskede løs på vampyrerne i TV-serien Buffy the Vampire Slayer, men i rollen som almindelig teenagepige uden medfødte ninjaevner i splatterfilmene I Know What You Did Last Summer og Scream 2 med nådesløse seriemordere i hælene, var humøret knap så højt.

4. Neve Campbell


Neve Campbell bekæmpede og besejrede legesyge telefonmordere i Wes Cravens Scream-film, der sparkede nyt liv i splattergenren i 90’erne, og hun er en af de få heltinder i genren, måske den eneste, der har medvirket og overlevet i alle filmene i serien. Hun kan også nydes i kultfilmene Den onde cirkel og Wild Things.

3. Janet Leigh


Janet Leigh er en af de mest berømte Scream Queens, og hendes dødsscene i Hitchcocks klassiker, Psycho, er genskabt igen og igen i mange, mange varianter i andre gyserfilm. Hun har også medvirket i to af sin datters gyserfilm, Tågen og Halloween H20.

2. Jennifer Love Hewitt


Jennifer Love Hewitt er bedst kendt fra 90’ernes anden populære splatterfilm, I Still Know What You Did Last Summer, samt den første efterfølger. Senere talte hun med spøgelser i TV-serien Ghost Whisperer, og i en enkelt sæson af Criminal Minds, var det hendes tur til at jagte seriemorderne.

1. Jamie Lee Curtis


Jamie Lee Curtis har det ikke fra fremmede, for hendes mor er Janet Leigh fra Psycho. Selv blev hun gysergenrens nye darling i klassikeren og kultfilmen Halloween fra 1978, og det førte til roller i en række andre gyserklassikere, heriblandt Tågen og Prom Night, samt 3 efterfølgere til Halloween. Hun har også rollen som skoleleder i TV-serien Scream Queens, der er en hyldest til genren og indirekte til Jamie selv.

Nøgleord: , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *