Vild med Zack

Zack Snyder er en filmmager, der deler vandene. Han er omdiskuteret, ofte udskældt, og der er rigtigt mange, som ville gribe til fakler og høtyve og jage ham ud af Hollywood, hvis de da ellers kunne løsrive sig fra tastaturet. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man besøger amerikanske filmsider.

Herhjemme er det knap så galt. Jeg tog temperaturen i nogle danske filmgrupper på Facebook, og selvom meningerne var delte, var det kun et fåtal, der hader ham.

En af årsagerne til de stærke negative følelser, som dominerer debatten i USA, er hans superheltefilm. Mange tegneseriefans – bestemt ikke alle, men en højlydt gruppe af en vis størrelse – reagerer på tegneseriefilmatiseringer, de ikke kan lide, som om man havde tegnet deres hellige profet.

Jeg er vild med flere af hans film, og jeg synes, at den hårde og uforsonlige kritik er unfair. Det er sjældent så enkelt, at film er objektivt gode eller dårlige. Det er vidt forskelligt, hvad vi lægger vægt på, hvad vi reagerer på, og hvad vi føler, når vi ser film. Nogle film går rent ind hos alle – og nogle filmmagere mestrer kunsten at lave de film igen og igen – men der er også masser af fantastiske film, hvor meningerne er delte. Af den ene eller den anden grund er Zacks film sådan.

7. Legenden om vogterne – Uglerne fra Ga’Hoole


I en verden fuld af ugler – og meget få andre dyr – lægger onde ugler skumle planer for at erobre verdensherredømmet, men en ung og modig ugle stikker af til Ga’Hoole og alarmerer de legendariske vogtere – som også er ugler. Ja, jeg synes, at der er for mange ugler. Nogle af dem er gode og underholdende figurer, men de fleste er en anelse kedelige og udtryksløse. Især hovedpersonen, som er en slørugle. Man savner rigtige ansigter med karakter. Historien er desuden baseret på hele 3 bøger i en bogserie, og det forklarer en masse, for handlingen efterlader alt for meget i mellem linjerne. Forestil dig, at de klippede Ringenes herre ned til én film. Sådan føles det. Det er en flot film, men det er også det eneste positive at sige om den, og det er absolut Zacks svageste film.

6. Dawn of the Dead


I dette remake af George A. Romeros klassiske zombiefilm fra 1978, er verden i vanlig stil blevet ramt af en virus, der forvandler alle til zombier, når de bliver bidt. En lille gruppe overlevende har gemt sig i et indkøbscenter, men da de indser, at hjælpen ikke kommer, bliver de nødt til at klare ærterne selv. Jeg har lagt mærke til, at rigtigt mange mener, at dette er Zacks bedste film. At han startede godt, da han lavede den, og siden er det gået ned ad bakke. Men det er bare en zombiefilm. En underholdende og vellavet zombiefilm, absolut, men stadig bare en zombiefilm. Den følger alle de regler og opskrifter, som gælder for zombiefilm. Der er intet nyt, i hvert fald ikke noget, jeg kan få øje på. Måske er jeg bare ikke vild nok med zombiefilm? Jeg synes, at hans andre film har væsentligt mere at byde på.

5. Batman v Superman: Dawn of Justice


18 måneder efter General Zods angreb forsøger verden stadig at vænne sig til Superman. Gothams mørke ridder er ikke i tvivl om, at Superman er en alvorlig trussel, og Lex Luthor manipulerer dem begge for at sætte dem op imod hinanden. Det er Zacks mest kontroversielle film. Mange elsker den og fremhæver dens forsøg på at skille sig ud. Mange hader den, og deres grunde er utallige. Jeg forstår begge sider, og der er masser af gode argumenter, som jeg er enig i. Jeg har det selv sådan, at jeg kan lide de dele, der fungerer, og jeg tolerer de dele, der ikke gør. Jeg er godt underholdt, og jeg har ikke brug for at rase over fejlene. Jeg vil gerne anerkende, at det er en film med store ambitioner, der forsøger at gøre noget ekstraordinært. Læs fuld anmeldelse her

4. Man of Steel


Clark Kent er en ualmindelig dreng, der opdager, at han har enorme kræfter. Men mange mennesker er bange for det, de ikke forstår, og hans adoptivforældre forsøger at bevare hans hemmelighed. Da hans far giver sit eget liv for at beskytte ham, drager han ud i verden for at leve en isoleret nomadetilværelse, usikker på hvem han er, og hvad han skal gøre. Men en dag finder han svarene. Det er filmen, der satte gang i DC’s aktuelle filmunivers, men det er også filmen, der eskalerede en stor del af uviljen mod Zack. Haderne har masser af argumenter, og jeg er enig i nogle af dem, men uenig i de fleste. Det generer mig ikke, at denne version af Superman er anderledes, jeg synes faktisk, at det er et frisk pust, og jeg synes også, at filmen er langt bedre end sit rygte.

3. 300


Frank Millers 300 er inspireret af Slaget ved Thermopylæ, hvor Kong Leonidas og 300 spartanske soldater forsvarede bjergpasset mod hele den persiske hær. Tegneserien – og filmen – er fortalt i et mytologisk billedsprog, der forvandler den historiske begivenhed til en fabelagtig legende. Filmens scenografi anvender en frame-by-frame metode, der lægger den tæt op af tegneseriens visuelle udtryk, og resultatet er en surrealistisk eventyrverden, hvor alt kan ske. Filmen har masser af fans, der elsker den for alt det, den gør bedst. Zack er blevet kaldt en visionær filmmager, og der er ikke mange, der ikke anerkender, at den er et visuelt mesterværk. Men den har også masser af kritikere, der bemærker, at historien er tynd, og figurerne er endimensionelle. Ikke desto mindre er det en rigtig fed film, synes jeg.

2. Sucker Punch


En ung kvinde forsøger at redde sin lillesøster fra at blive misbrugt at deres stedfar, men det ender grueligt galt, og stedfaren får hende indlagt på en lukket institution. Her begynder hun at lægge en plan for at flygte. Hendes psyke håndterer de barske vilkår på institutionen ved at benægte virkeligheden og erstatte den med en drømmeverden, hvor hun har kontrollen og er i stand til at kæmpe igen. Det er en original film, men den er kraftigt inspireret af andre genrefilm og især asiatisk kultur. Visuelt er den helt fantastisk. Man kan godt kalde historien tynd, men jeg synes, at dens lag-på-lag verden, der vækker minder om The Matrix og Inception, giver filmen en fascinerende ekstra dimension. Jeg skal også fremhæve dens soundtrack, som er en vidunderlig blanding af stilarter og klassiske sange i helt nye udgaver.

1. Watchmen


Alan Moores Watchmen handler om en gruppe tidligere superhelte, der trækker i arbejdstøjet igen, da en af dem bliver myrdet, og det ser ud til, at morderen er ude efter dem alle sammen. Det er en helt unik superheltefilm, og det er min personlige yndlingssuperheltefilm blandt alle. Bedre end Spider-Man 2. Bedre end The Dark Knight. Watchmen er min nr. 1. En storslået film, der tryllebandt mig fra start til slut. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om én eneste kritik eller fejl. Google fortæller mig ganske vist, at nogen synes den er kedelig, lang, forvirrende, voldelig og meget andet, men jeg er helt uenig. Watchmen er et godt eksempel på, at man kan se den samme film og reagere vidt forskelligt. Jeg kan lide alt i filmen. Alt. Historien, stilen, effekterne, figurerne, alt. Den er fantastisk.

Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *