xXx: The Return of Xander Cage

Præmissen i xXx-filmene er, at ekstreme sportsudøvere kan blive superseje hemmelige agenter. Vin Diesel spiller Xander Cage, også kaldet xXx, en dødsforagtende aktivist og youtube-stjerne, som i den første film er eftersøgt af FBI pga. sine mange ulovlige protester, der altid involverer ekstreme stunts. Da NSA-agenten Augustus Gibbons står og mangler en hemmelig agent, som ikke kan spores tilbage til dem, til at infiltrere en russisk terrorgruppe, snupper de Xander og giver ham valget mellem fængsel eller en ren straffeattest, hvis han hjælper dem. Det bliver begyndelsen på et såkaldt xXx-program i NSA, og da de lavede en 2’er i 2005, trådte Ice Cube til som ny xXx-agent. Men nu er den originale xXx tilbage, for verden har åbenbart stadig brug for hemmelige agenter, som kan alt andet end det, man normalt optræner hemmelige agenter til at kunne.

Amerikanerne har altid været særligt glade for uortodokse anti-helte, rebeller og slemme drenge, der “stikker til manden,” selv når de arbejder for ham (Dirty Harry, Axel Foley, Martin Riggs etc.), men xXx-præmissen er alligevel ekstremt langt ude, og den når helt ud i grænselandet for latterligheder i den nye film, hvor Gibbons forsøger at rekruttere fodboldspilleren Neymar Jr. fordi, øhm, han er god til at sparke til en bold, og Xander selv samler et hold, der bl.a. består af en DJ, hvis eneste bidrag tilsyneladende er, at han kan starte en fest, og en getaway-kører, der sætter rekord i at køre galt. Man forstår, at Xander ikke gider de toptrænede, karseklippede elitesoldater, men han kunne godt have fundet nogle gutter med evner, der egnede sig bedre til opgaven. Jeg tror ikke, at jeg spolerer filmen for nogen, når jeg siger, at det virker mere end søgt, da de tilfældigvis havner i en bar på en tropeø, hvor en fest er den perfekte afledningsmanøvre. Hvor heldigt, at de tænkte på at tage en DJ med. Come on …

Den første film var et hæderligt bud på en actionproppet spionthriller med Diesel, som dengang var Hollywoods nye Arnold Schwarzenegger. Er man vokset op med Arnie, Sly, Dolph og Van Damme, er Diesel naturligvis det tynde øl ved siden af. Men filmen fulgte en simpel opskrift, der også altid har virket for de gamle actionhelte, og den gav sig ikke ud for at være mere end den var. En underholdende tjubang-film. Hverken mere eller mindre.

Den nye film forsøger at være en supersej spionthriller. Alt er større, vildere og mere ekstremt, og plottet er som stjålet fra en James Bond-film, omskrevet af et par skæve snowboardere og produceret af Hollywoods b-hold. Der er nogle fede actionbidder her og der, hvis man kan lide vilde stunts og action, der er så overdrevet, at det næsten er komisk, men plottet og de overraskende drejninger er en rodet affære. Det er en selvfed film, og den lever kun op til sit eget egotrip i få øjeblikke. I modsætning til den første film, forsøger den nye film at være mere end den kan magte, og det trækker ned. Man kan stadig se den som en tilpas underholdende tjubang-film, men de skulle have fulgt KISS-reglen (“keep it simple, stupid”). Så havde den sandsynligvis været en anelse bedre.

Nøgleord: , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *