Bird Box

Bird Box er Netflix’ seneste filmsatsning; en postapokalyptisk science fiction-thriller instrueret af vores egen Susanne Bier med store Hollywoodnavne som Sandra Bullock og John Malkovich på rollelisten, og hvis man skal tro på Netflix selv – der er i hvert fald ikke andre kilder til deres seertal, som de oftest holder hemmelige – er satsningen allerede en succes med mere end 45 millioner visninger, hvilket svarer til cirka hver tredje Netflix-bruger.

Handlingen er baseret på en roman af forfatteren (og rockmusikeren) Josh Malerman, og den følger en mindre gruppe personer under og efter en global mystisk hændelse, der driver millioner af mennesker til at begå selvmord. Det går op for de få overlevende, at den udløsende faktor er synet af et eller andet væsen, og de forsøger at overleve ved at gemme sig bag nedrullede gardiner, og hvis de er nødt til at vove sig udenfor, tager de bind for øjnene. Men de mystiske væsener bliver mere og mere snedige i deres iver for at få ram på alle, og den lille gruppe bliver mindre og mindre og mindre.

Idéen – og udfordringen, der ligger deri – er interessant, men den kommer i hælene på A Quiet Place, og derfor føles den en anelse mindre original. Samtidig er der også elementer i både idé og handling, der kan minde om M. Night Shyamalans The Happening fra 2008, og selvom der er langt flere forskelle end ligheder, trækker det også en smule fra, når jeg skal bedømme filmen på originalitetsbarometeret.

Men Josh Malerman har skrevet en god, medrivende historie, og med Oscarvindende Susanne Bier ved roret samt en kompetent besætning bestående af førnævnte Hollywoodnavne og andre dygtige folk, er resultatet en farefuld og følelsesladet rejse med masser af gode overraskelser og en destination, der er svær at gætte sig til.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *