BlacKkKlansman

BlacKkKlansman er en sort (no pun intended) komedie med en vis portion drama – eller omvendt – løst baseret på en selvbiografi af den første sorte betjent i USA, Ron Stallworth, der arbejdede undercover og infiltrerede Ku Klux Klanen i 1970’erne. Filmen beskriver det bedst selv med ordene: “Dis joint is based upon some fo’ real, fo’ real sh*t!”

Den er instrueret af Spike Lee, en af de mest fremtrædende sorte filmmagere, og han har alle dage haft fokus på racerelationer og racisme og har bl.a. instrueret den prisvindende Malcolm X med Denzel Washington i hovedrollen som titelfiguren, en sort aktivist, der kæmpede for sortes rettigheder i 1960’erne, indtil han blev henrettet af medlemmer fra den religiøse bevægelse, Nation of Islam. Det er mange år siden, at jeg har set den, men jeg husker den som en stærk, velfortalt film med en kraftfuld præstation af Denzel.

BlacKkKlansman er baseret på virkelige hændelser, og selvom det lyder helt absurd og rent ud sagt urealistisk, at en sort mand kan infiltrere Ku Klux Klanen, er det nøjagtigt hvad han gjorde … over telefonen. Han anvendte en hvid undercover-betjent som stand-in, når det var nødvendigt at møde klanens medlemmer, men en stor del af operationen foregik over telefonen, og Stallworth kommunikerede med mange forskellige højtstående medlemmer i sin tid som “hvid racist.”

Nogle af begivenhederne er dramatiseret og opdigtet for at skabe en fortælling bedre egnet til en film, men selve præmissen er 100% korrekt, og det er utroligt, at det kunne lade sig gøre. Men det hører selvfølgelig også med til historien, at klanmedlemmerne spænder fra ubegavede til uoplyste. De dummeste ved ikke bedre, og de klogeste vil ikke vide bedre. De er allerede stædigt overbeviste om rigtigheden i deres egne fordomme, og fordi de simpelthen ikke kan tro, at en sort mand kan tale korrekt, velartikuleret engelsk, kan de ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at de taler med andet end en hvid mand.

Adam Driver og John David Washington som Philip “Flip” Zimmerman og Ron Stallworth.

Det vil næppe overraske dig, at filmen er voldsomt politisk og propaganderende, og hvis du ikke kan lide den slags, tvivler jeg på, at du vil synes godt om BlacKkKlansman. Selvom historien uundgåeligt rummer politiske budskaber, da den handler om en kamp mod en hadefuld organisation, som i sig selv er propaganderende, har Spike Lee også krydret filmen med andre handlingsforløb, der samler op på temaer og begivenheder, som er beslægtede, men først og fremmest relaterer til budskabet og ikke direkte til Stallworths egen fortælling. Og hvis man stadig skulle være i tvivl, kan man lytte efter udtryk, der enten er taget direkte ud af munden på præsident Donald Trump eller er en åbenlys reference til hans udtalelser eller politik.

Sidst, men ikke mindst, har Spike Lee også valgt at afslutte filmen med – og bare rolig, det er ikke en spoiler, da det ikke er en del af filmens handling, men en tilføjelse lige som en “after credits scene” i en superheltefilm – en montage med virkelige optagelser fra optøjerne i Charlottesville, hvor grupper fra den yderste højrefløj og moddemonstranter tørnede sammen, og det ulykkeligvis endte med, at flere demonstranter blev kørt ned, og en ung kvinde blev dræbt.

Jeg kan supplere med, at føreren af bilen, en 20-årig nynazist, den 7. december blev idømt 419 års fængsel for overlagt drab.

Topher Grace som klanlederen David Duke.

Man er slet ikke i tvivl om, hvor Spike Lee står i dagens politiske klima, hvad han mener, og hvad han vil sige med filmen. Og jeg kan levende forestille mig de kommentarer, den ville få inde på for eksempel Ekstra Bladets nationen! Men Spike Lee bestemmer selv, hvad han vil sige med sine film. Og selvom nogen film er mere politiske end andre, har film altid rummet budskaber, og mange af dem har præget os mere end vi muligvis er klar over – på både godt og ondt.

Selvom budskabet er øredøvende, har Spike Lee stadig lavet en velfortalt, underholdende film med en god historie. Min eneste kritik handler om balancen mellem drama og humor. I det meste af filmen fungerer humoren godt, men nu og da tager den en alvorlig drejning, og det er et svært kunststykke at veksle ubesværet mellem de to stemninger. Det lykkes ikke lige godt hver gang.

Og selvom jeg på den ene side synes, at tilføjelsen af scenerne fra nutidens virkelighed kan fungere som en barsk påmindelse om hvordan samfundet stadig sidder fast, ikke mindst fordi mange fra datidens generationer stadig lever i bedste velgående og kan påvirke både debatten og tankegangen hos nye generationer i visse grupper og dele af det amerikanske samfund og resten af verden – og man uundgåeligt bliver følelsesmæssigt berørt af optagelserne, hvorfor de også ganske effektivt sætter hele filmen i et debatskabende perspektiv – kan jeg også på den anden side synes, at det skaber en mere ujævn filmoplevelse.

Men det er stadig under alle omstændighederne en fascinerende fortælling, og film er værker, man kan nyde på mange forskellige præmisser, ikke mindst filmmagerens egne. Man kan nyde filmens forskellige elementer hver for sig og i skøn forening, når balancen er perfekt, og man kan nyde den samlede pakke som et spændende nyt “album” fra Spike Lee, der byder på lidt af hvert. Det er heldigvis ofte sådan med de store filmmagere, at selv når de ikke rammer rent hver eneste gang, får du stadig en filmoplevelse med masser at byde på.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *