Summer of 84

Summer of 84 er en canadisk ungdomsgyser fra 2018, der foregår i 1984 og følger fire teenagedrenge, der begynder at overvåge deres nabo, en lokal politibetjent, da de mistænker ham for at stå bag en række uopklarede sager om forsvundne teenagedrenge.

Det er en indiefilm skrevet af to debutanter og instrueret af en trio, hvilket må være sjældent. Der findes instruktørduoer som brødrende Russo og Coen samt søskendeparret Lana og Lilly Wachowski, men en trio? Jeg har ikke set det før. Men de har arbejdet sammen længe og bl.a. lavet Turbo Kid, et postapokalyptisk actioneventyr, der ligner Mad Max med børn.

Filmen rider afsted på 80’er-nostalgibølgen, og den kan være delvist inspireret af TV-serien Stranger Things, men den minder mig også om film som Fright Night (minus vampyrer) og Nabokrigen, der begge handler om mistænkelige naboer. Jeg elsker 80’erne – og alle de nævnte referencer – og min eneste kritik på dette punkt skulle være, at der slet ikke var nok 80’er-nostalgi.

Det er en gyser, men den er overraskende blodfattig. Jeg vil ikke afsløre for meget om handlingen, men jeg kan sige, at den anvender gode, gammeldags spændingsværktøjer, og her tænker jeg ikke på billige jumpscares, men teenagedrengenes overvågnings- og efterforskningsmissioner, der bringer dem tættere og tættere på en mulig sandhed og – såfremt de har ret – også i større og større fare. Det er godt håndværk, og de fortjener alle stor ros.

Min eneste kritik er balancen. Slutningen tog røven på mig, og selvom det på mange måder er et stort plus at blive overrasket, vipper jeg frem og tilbage, for jeg synes ikke, at slutningen og den stemning, den efterlader, passer sammen med resten af filmen.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *