The Americans

The Americans foregår i 1980’erne og følger to russiske spioner, der lever som et amerikansk ægtepar med deres to amerikansk-fødte teenagebørn i en forstad til Washington, D.C. Den kolde krig er lunken og ofte på nippet til at blive brandvarm ved den mindste provokation eller misforståelse.

De to spioner kæmper for at følge med kravene fra hjemlandet og sende efterretninger om alt fra teknologi til biologiske våben, mens hverdagen, familielivet og deres nabo, en FBI-agent, der arbejder med kontraspionage, kommer faretruende tæt på.

Skabt af tidligere CIA-agent

TV-serien er skabt af Joe Weisberg, som er forfatter, producer og tidligere CIA-agent. Weisberg ville være spion, siden han som 11-årig læste John Le Carrés Spionen der kom ind fra kulden. Han studerede sovjetisk historie på universitet og blev CIA-agent i 1990, men karrieren blev kort, da han erfarede, der var flere bureaukrater end James Bond’er. Han blev i stedet lærer og senere forfatter.

I 2010 afslørede FBI ti russiske spioner, der havde levet i USA i mere end et årti, og afsløringen inspirerede Weisberg til at skrive det første manuskript til The Americans.

Skæg og blå briller

Den har alt det, man kender og elsker ved spiongenren, herunder skæg og blå briller, usynligt blæk, mikrofoner i kuglepenne og andet spændende spionudstyr samt hemmelige missioner, der byder på alt fra indbrud og aflytninger til manipulation og forførelse af potentielle efterretningskilder.

Men det er ikke romantiseret som i James Bond eller rendyrket action som i Jason Bourne – omend der bestemt også er action, når behovet opstår, og den hverken er skånsom eller tilbageholdende ved nødvendige likvideringer og den efterfølgende oprydning.

Skildringen føles autentisk. Det er grimt og brutalt. Den pakker det ikke ind, men viser os de menneskelige konsekvenser, både for de to spioner, der må leve med deres handlinger, men også for deres familie og ofrene for deres handlinger.

Spændende, gribende, nuanceret

Resultatet er et velskrevet og velproduceret spiondrama, der rummer en spændende og gribende fortælling om livet i skyggerne som russisk spion. Man får et interessant indblik i begge sider af Den kolde krig og et nuanceret billede af alle gråzonerne. Der er en god balance, og selvom tiden og krigen er sovset ind i politik og propaganda, undgår TV-serien at vælge side.

Perspektivet er naturligvis russisk, for det er den side, de to hovedpersoner tilhører. Men der er fejl og misforståelser og fordomme og kyniske beslutninger på begge sider. Den forsøger ikke at bilde os ind, at USA og Sovjetunionen står lige, når det handler om samfundsstruktur og menneskerettigheder. Den fortæller ærligt om alle problemerne bag jerntæppet, men den skildrer også, at begge lande rummer mere end de store overskrifter lader os vide. Den er et forfriskende bidrag til spiongenren og en virkelig underholdende og lærerig dramaserie.

Du kan se den på Star, der er en del af Disney Plus.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.